Samtaler i 'Hjemmet'

SAMTALE MED PREBEN BUSCK-NIELSEN

Preben Busck-Nielsen er en af de markante personer i Det lille Teater Flensborgs historie, både som en gudbenådet skuespiller og som en kyndig instruktør. Jeg har bedt ham fortælle lidt om sine oplevelser i forbindelse med teaterarbejde i almindelighed og i Det lille Teater Flensborg i særdeleshed.

Hvordan kom du overhovedet i gang med teaterarbejdet?

Allerede i min studietid på Frederiksberg var jeg involveret i teaterarbejde. Bibliotekaren på Frederiksberg Bibliotek havde oprettet en dramagruppe, som hvert år dramatiserede de nye børnebøger. Det var en rigtig god ide og meget morsomt at være med til, og det startede min interesse for at skabe dramatik ud fra det skrevne ord.

Hvad var det væsentligste for dig i forbindelse med dit teaterengagement?

I mit arbejde med teater og dramatik har der især været to aspekter der optog mig, det pædagogiske og det folkelige. På Frederiksberg var det især dramatikkens pædagogiske side vi fokuserede på. Det folkelige kom til i 1966, samme år som starten på Det lille Teater Flensborg. Jeg var på det tidspunkt ansat i Agerskov i Nordslesvig og blev bedt om i den lokale idrætsforening at instruere J.R. Priestleys ’En inspektør ringer på’, og det var sjovt - rigtig sjovt. Jeg forstod til at begynde med ikke et ord af hvad de medvirkende sagde, de talte jo alle sønderjysk, men efterhånden fandt vi frem til hinanden og vi havde en fi­n premiere på Agerskov Kro med 600 interesserede tilskuere.

Hvordan blev du en del af Det lille Teater Flensborg?

Jeg blev ansat som gymnasielærer i historie og engelsk ved Duborg-Skolen i 1969, og meget hurtigt fandt jeg frem til Det lille Teater. Her oplevede jeg Arne og Anna Aabenhus’ fornemme teaterarbejde. Det gjorde et stærkt indtryk på mig og allerede året efter spurgte han, om jeg ville være med i ’Dage på en sky’ af Kaj Munk, som han ville sætte op på Det lille Teater Flensborg. Jeg følte mig meget beæret og sagde naturligvis ja tak, og nu oplevede jeg for første gang strukturerne indenfor i Det lille Teater Flensborg.

Hvordan var Det lille Teater Flensborg så?

Den centrale fi­gur i teatret var Arne Aabenhus. Rundt om ham flokkedes især en række stærke kvinder, fruerne, næsten som en slags muser. Det drejede sig, ud over hans kone Anna, bl.a. om Sonja Lehfeldt, Ny Balle, Christa Borg, Irene Tolstrup og Anne Stubbe Horn. Jeg må dog indskyde, at der også var plads til enkelte mænd, f.eks. hørte Hans Jørgen Henningsen jo allerede på dette tidspunkt til inderkredsen i Det lille Teater. Men man kunne ikke være i tvivl om at Arne Aabenhus var den samlende personlighed i teatret hvorom alle andre kredsede. Hvordan kunne det også være anderledes? Det var jo for en stor part hans fortjeneste at der overhovedet blev skabt et dansk teaterarbejde i ’Hjemmet’.

Hvor længe fortsatte det på den måde?

Arne Aabenhus havde mange gøremål i amatørteatersammenhæng, han var jo bl.a. formand for Dansk Amatør Teater Samvirke i Sønderjylland, så efterhånden viste han sig sjældnere og sjældnere syd for grænsen, men samtidig var der kommet flere personer ind i Det lille Teater, og denne gang også en række mænd.

Jeg kan f.eks. nævne Egon Rasmussen, som var aktiv både som skuespiller og som instruktør og senere som teateranmelder.

Som instruktør husker jeg ham især i forbindelse med Holbergs ’Erasmus Montanus’. Ikke kun fordi jeg selv fi­k mulighed for at spille Erasmus, en rolle som jeg var meget glad for, men især fordi det blev det stykke som gav mest folkelig genklang forstået på den måde at vi spillede stykket rundt omkring i Syd- og Nordslesvig, jeg tror i alt 39 gange.

Det kunne vi gøre den gang fordi vi havde vores egen bus, så vi havde mulighed for at flytte vore forestillinger væk fra ’Hjemmet’ og transportere kulisser, rekvisitter og aktører rundt i hele landsdelen. Dette rejsende teater gav helt andre muligheder for at komme ud til publikum end vi har i dag.

Jeg vil også nævne Walter Borg, som viste sine talenter både på og bag scenen. Han var uundværlig i gennemførelsen af vore forestillinger. Både som den dygtige skuespiller, han nu en gang er, men nok så meget som en yderst kreativ scenetekniker og som den ansvarlige for vores teaterbus.

Jeg kunne nævne flere. Jeg vil blot nævne Flemming Jensen, der som instruktør på bedste vis formåede at få skuespillerne til at yde præstationer ud over det sædvanlige og derved skabe spændende og flotte forestillinger.

Hvordan passede dine ideer om det folkelige teater og den pædagogiske anvendelse med Det lille Teater Flensborgs virke?

I Det lille Teater Flensborg var der fra begyndelsen en fælles forståelse af, at teatrets formål om at fremme og formidle dansk teater, kultur og sprog i Sydslesvig havde et folkeligt aspekt. Det at nå ud til et så bredt publikum som muligt var vigtigt. Det søgtes nået dels, som jeg nævnte før, ved at flytte forestillingerne ud i alle afkroge af landsdelen og dels ved at vælge et bredt repertoire, som kunne interessere så mange mennesker som muligt.

Det at vi kunne komme rundt med bussen gjorde, at vi både havde et tættere forhold til vores publikum og at vi havde en langt større kontaktflade til den brede befolkning. Vi kom ikke kun i de store foreninger og distrikter, vi var også på de små, ydmyge steder langt fra Flensborg.

Det pædagogiske, det at medvirke til at præsentere og udvikle det danske sprog og samhørigheden med dansk kultur i Sydslesvig, var der også enighed om fra begyndelsen. Igennem alle årene har jeg oplevet at arbejdet med indstuderingen af teaterstykkerne gav de medvirkende, ikke mindst vore unge medvirkende, sproglige udfordringer og påvirkninger, som gav dem mulighed for en sproglig udvikling, som ikke kan værdsættes højt nok.

Derfor valgte vi også ofte stykker ud, som havde mange medvirkende, og gerne unge medvirkende, for dermed at medvirke til at understøtte det danske sprog i så vid udstrækning som muligt.

Ikke blot sproget på scenen var dansk. Vi lagde også vægt på, at det danske sprog var vort kommunikationssprog, at man i Det lille Teater Flensborg talte dansk også uden for scenen.

Det kan godt være vi på det område ikke var særlig tolerante og det har måske stødt nogle, at de måtte lægge deres tyske hjemmesprog fra sig inden de kom ind i teatret, men jeg er overbevist om at det på længere sigt har haft en positiv sproglig effekt for mange af vore aktører.

Skete der slet ingen udvikling i Det lille Teater Flensborg?

Jo naturligvis. Efterhånden som der kom nye aktører ind i Det lille Teater Flensborg skete der en naturlig udvikling af teatrets selvforståelse. Ting der før var en selvfølge blev der sat spørgsmålstegn ved. Efter at Else Fanø kom til, ændrede Det lille Teater Flensborg sig en smule. Jeg vil sige det på den måde, at fra at være ’det folkelige teater’ ændredes Det lille Teater Flensborg i retning af at blive ’det romantiske teater’. Teatret som en hyldest til Johanne Louise Heiberg. Kendetegnende er det at Elses signaturforestilling ud over kabareterne var ”Jul i Nøddebo Præstegård”. De unges forelskelse og de sædvanlige forviklinger der hører med hertil samt studenterromantikken var kommet ind på teatret. En ting ændredes der dog ikke ved. Sproget på og uden for scenen var stadig dansk, man talte og vedblev at tale dansk.

Og i dag?

Det lille Teater Flensborg har jo efter ombygningen af ’Hjemmet’ ændret karakter, det gælder ikke blot indretningen af og arbejdet i teatret men også ’markedsføringen’ udadtil. Denne nye stil kan man have mange meninger om, men der kan ikke herske tvivl om, at Det lille Teater Flensborg som alle andre teatre i vores moderne verden må ændre sig både i sin selvforståelse og i sit udtryk udadtil for at kunne markere sig blandt alle de kulturelle tilbud der eksisterer i vores moderne verden. 50 år går naturligvis ikke hen over hovedet på et teater uden at det må forny sig.

Har Det lille Teater Flensborg overhovedet en fremtid?

Egentlig er det lidt af et mirakel at det eksisterer endnu. Det talte teater, ikke kun Det lille Teater Flensborg, er trængt i denne tid af alle de nye medier og kulturudbud samt elektroniske platforme som er kommet til, men jeg er overbevist om, at hvis teatret formår at trodse strømmen og fremstå som et folkeligt, fortællende teater, vil der være gode muligheder for også på længere sigt at skabe nye store teater-oplevelser i Jens Jessens gamle vinterbolig. Der vil også i fremtiden være plads til den gode historie.