Adressaten ubekendt

Kortromanen refererer en fiktiv brevveksling mellem den jødiske kunsthandler Eisenstein i USA og hans tidligere forretningspartner, Schulse, der er vendt tilbage fra USA til Tyskland. Korrespondancen viser, hvordan Schulse bid for bid hopper med på nazismens vogn, kapper forbindelserne til Eisenstein, afviser at hjælpe Eisensteins søster, der midt i jødeforfølgelserne gør karriere som skuespiller i Nazi-Tyskland, og til sidst bliver et offer for nazisterne – som følge af Eisensteins pay-back.

Det Lille Teater Flensborg bruger kortromanens stof til en teaterforestilling med Flemming Rasmussen og Jon Sønderby i rollerne som de to brevvekslende, henholdsvis Eisenstein og Schulse. På skift ser vi brevskribenten læse højt af sit brev ved sit skrivebord, mens adressaten sideløbende spiller den læsende modtager.

I princippet ganske velegnet til teater, men selv om romanen er kort, kan handlingen også virke langtrukken på en scene. Det kompenseres der delvist for med musikalske indslag af Hans Jakob Jessen, som sidder bagest på scenen, originale radiooptagelser med Hitler og rigspropagandaminister Goebbels samt billeder på en skærm.
...
Det Lille Teaters forestilling burde dog have været strammet op og forkortet, hvis meningen er, at den for eksempel skal appellere til skoleklasser. Skuespillet er o.k., men historien er for lang. Så meget kød er der heller ikke på fortællingen
...
Problemerne i 2017 er komplekse og indbyder til nuancer. Der er nok af aktuelle udfordringer og dilemmaer at tage fat på for aktører i et kulturlivet, der præges af forudsigelighed og et lavt ambitionsniveau.

Måske en af grundene til, at der blot dukkede cirka 12 mennesker op til selv premiereforestillingen.

Flensborg Avis 13.10. 2017

Revy - Hjemlig hygge

Det er længe siden, man har været så godt underholdt på Det Lille Teater Flensborg.
»Hjemlig hygge« er navnet på en veloplagt revy med nye tekster til gamle film- og revyviser. De medvirkende er i topform: Brovtende naboer får det glatte lag. På plejehjemmet fyrer bedstefar på 100 år sjofelheder af. Hypokondere overgår hinanden. Fortids fejltagelser graves frem. Der er sniksnak, satire, ironi over økologi og masser af skøre indslag med nogle af teatrets mest erfarne kræfter. Det er kort sagt en revy, der sparker røv.

Flensborg Avis, den 26.02.2013

Cabaret

At spille musical med blot en klaverbokser til at lægge akkompagnementet - der skal lidt til.

Det Lille Teater Flensborg prøver kræfter med Ebb og Kanders musical »The Cabaret« - og slipper rigtig godt fra det. Det skyldes ikke mindst Anna Sophie Schink, der ud over at være instruktør på forestillingen - sammen med Leif Mikkelsen - ser ud at til at befinde sig rigtig godt i rollen som Sally Bowles.
.....
Generelt er man meget fint og næsten ganske professionelt underholdt og udfordret på Det Lille Teater. Det er noget af det bedste, der er vist her i lang tid.

Flensborg Avis, den 26.02.2012

Anne Horns 40-års-jubilæum

I november 1973 stod en ung Anne Stubbe Horn for første gang på scenen i Hjemmet i Mariegade i Flensborg. Hun fik sin debut i den musikalske komedie »Et eventyr i Rosenborg Have«, og i alle 40 år har hun holdt fat i Det Lille Teater Flensborg. Der har været afbrydelser i skuespil-aktiviteterne på grund af sygdom, men Anne Stubbe Horn har kompenseret ved så at trække et læs i teatrets bestyrelse.

Der var varme ord med på vejen, da Anne Stubbe Horn efter den sidste forestilling på »Nøddebo præstegård« fik et til lykke og varme ord med på vejen af teatrets formand, Alexander von Oettingen. Det var tredje gang, hun var med i Nøddebo Præstegård, og anden gang, at hun spillede fru Blicher.
- Jeg har det sådan, når jeg går op ad trappen til Hjemmet i Mariegade, så føler jeg, at jeg er kommet hjem. Der sker noget for mig, når jeg træder ind ad døren til teatret. Det er en stor glæde for mig at være med. Teatret er en stor inspiration for mig, siger Anne Stubbe Horn.

Flensborg Avis, den 06.01.2014

Nøddebo præstegård

På podiet i Hjemmet i Flensborg står nogle af teatrets mest rutinerede aktører og kører en ganske udmærket forestilling hjem. Underholdningsværdien stiger, når Lisbeth Søholm og Alexander von Oettingen springer mellem rollerne - Lisbeth Søholm som præstens døtre Emmy og Andrea Margrethe, og Alexander von Oettingen som de lærde brødre Fredrik og Christopher. På med hat, af med hat, og så ellers ændre stemmeføring og kropssrog. Det er morsomt.

Med i truppen er også to, der behersker forskellige danske dialekter, og de er bestemt ikke uden evner. Flemming Rasmussen boltrer sig på både drævende sjællandsk og rigtig bondejysk, mens Lisbeth Søholm i sin tredje rolle som den skrappe Madam Ovesen (også kaldt Rasmine) også kan påtage sig en nostalgisk måde at tale på - måske hørt et eller andet sted fra en dansk folkekomedie for 30-40 år siden, men særdeles virkningsfuldt. Og så er der Frederik, »Corpus Juris«, som, von Oettingen får til at grine som Kjeld fra Olsen-banden.

Flensborg Avis, den 22.11.2013

Edith Spurven Piaf

Hendes (Edith Piafs) skæbne har Stig Benny Schulze fået et udmærket manuskript ud af. Han har også selv instrueret forestillingen og spiller også Piafs store kærlighed, bokseren Marcel Cerdan, samt den radiojournalist, der binder hele forestillingen sammen. Den fortælles nemlig som flashbacks i et radiointerview, som Edith Piaf gav kort før sin død i 1963. Ideen er god, og hele forestillingen igennem laves gode og smukke scenebilleder - især i anden afdeling krydret med levende billeder på skærme på hver side af scenen og et interessant, men noget langsommeligt optrin med hvide bånd mellem Piaf, Marcel Cerdan og den anden kvinde i trekanten. Stig Benny Schulze har mange jern i ilden i denne forestilling. Det er dog sangene, der giver forestillingen et kvalitativt løft i den meget tungsindige oprulning af Piafs liv. Først og fremmest "Non, je ne regrette rien", en sang hun sang for at redde et teater i paris, oftest på morfin, og en sang, som på en ganske særlig måde fortolker Piafs eget liv.

Flensborg Avis, den 28.02.2011

Gjøngehøvdingen

Anne Sophie Schink får sin debut som instruktør på Det lille Teater Flensborg, hvor der er falden-på-halen-komik med Gjøngehøvdingen.
 To mænd (Leif Mikkelsen og Alexander von Oettingen) fiser ind og ud på scenen og gennempløjer mere end 20 roller. Gjøngehøvdingen er en komedie, et gennemført lystspil med falden-på-halen-komik og er en rigtig familieforestilling.

Flensborg Avis, den 26.11.2009

Erasmus Montanus

Herlig Holberg

Som bekendt er Hjemmet i Mariegade ved at blive ombygget, så premieren var blevet henlagt til Jaruplund Højskole. Her måtte der spilles på øjenhøjde med tilskuerne.  Skuespillerne gjorde imidlertid en dyd af nødvendigheden. Degnen startede med en spadseretur rundt i salen og i det hele taget foregik spillet meget tæt på publikum. Det fungerede godt - blandt andet fordi der er tale om en meget lille og intim opsætning af det gamle, store stykke. Der er kun fire skuespillere, som springer rundt i forskellige roller og til dels også bytter roller. Både scenebilledet og udklædningen er meget minimalistisk. Men det er absolut ikke noget problem. Stykket er attraktivt. Det hænger måske sammen med, at det er fire rutinerede skuespillere i stykket om den studerede knægt, der vender tilbage til sin uvidende familie og venner i landsbyen. 

Flensborg Avis, den 01.11.2008

Et juleeventyr

Et veloplagt skuespillerensemble på Det lille Teater leverer en herlig usentimental udgave af "Et Juleeventyr" i fine og enkle sekvenser.
 Man er godt underholdt, også selv om Mister Scrooge i virkelighedens verden ville være den type, man går i en stor bue udenom. For Walter Borg er så vrissen, at det er morsomt.

Flensborg Avis, den  20.11.2007

Forårsrevy

Frisk pust i forårsrevy.

I en skønsom blanding bliver der præsenteret sange og sketches, som drejer sig om næsten alt mellem himmel og jord. Og herligt forfriskende er det, at humoren ind imellem kammer helt over i den crazy boldgade, så man tænker, der må være inspiration fra Monty Python. Når morskaben og eftertænksomheden flot går hånd i hånd, er det udtryk for kvalitet. Så det er med at skynde sig til revyen på Det lille Teater i Flensborg.

Flensborg Avis, den 10.05.2007

Bernarda Albas hus

Stort stykke på Det lille Teater.

Det er eminent, hvad Det lille Teater præsenterer i sin opsætning af Lorcas drama "Bernarda Albas hus". Der er ni kvinder på scenen, og de får det bedste frem i deres skuespil, der er så overbevisende, at man bare sidder og sluger denne vedkommende forestilling.

Autenticitet, dybde og masser af kontrast i spillet. Ni dygtige kvinder får løftet Det lille Teater i Flensborg op på et meget højt niveau.  Rådet kan lyde ganske kort: Se den forestilling! Det er selvfølgelig et stykke blændende dramatik, som den spanske forfatter Lorca i sin himmel skal have halvdelen af æren for. Men skuespillerne får ikke noget serveret på et sølvfad. Der må også kæmpes for at få handling og budskab ud over scenekanten med dette stykke, der berører det store tema om drømme, begær og kærlighed, som ikke må være til, men som skal underkastes menneskets love og regler.  Lorcas stykke bliver professionelt behandlet både i skuespil og af en instruktør, der ved, hvor han vil hen med det hele. Og så er der alene kvinder på scenen - alle sammen rigtig gode skuespillere, der virker troværdige i deres roller. Sorte kostumer på en enkel og hvid baggrund udgør en slående kontrast. Sådan kan man på fremragende vis udnytte den sparsomme plads og de spartanske forhold i Hjemmets teatersal.      Man sidder og bliver dybt opslugt af denne forestilling. Det er virkelig godt gået.

Flensborg Avis, den 15.02.2007

Hjertet

Der sendes sms'er og e-mails i den ny familieforestilling på Det lille Teater i Flensborg. Det moderne blandes med traditionerne i en udmærket julehistorie. Julemanden har for små produktionstal. Lærerne læser ikke julehistorier, der bages ikke julekager, og kravlenisserne er ikke kommet op. "Julen er blevet væk - er den skrevet med usynlig blæk", synger en af de unge på Det lille Teater i Flensborg, hvor der netop har været premiere på familieforestillingen "Hjertet". Det er´ en god og kort forestilling skrevet af ægteparret Doris og Niels-Ole Lindgaard, der også har instrueret, og som selv medvirker på scenen. Alle de unge medvirkende har jævnbyrdige roller og har også haft indflydelsen på teksten og spillet. Skurken (Claus Ladelund) har stjålet julemandens (Flemming Rasmussen) hjerte og vil lave penge på udåden sammen med sine tre kumpaner (Kaja Jill Schäfer samt Liv og Jelte Ossenbrüggen). Det viser sig, at hjertet er gemt i Helligåndskirken i Flensborg, hvor tre unge (Ole Agersnap, Sigrid Skyt Jessen og Marie Mikkelsen Buhl) finder det bankende på prædikestolen. Det ser publikum ske i virkeligheden på et lille filmklip, der vises bagerst på scenen på et hvidt lærred. Og jeg skal love for, at det fik min lille med-anmelder på otte år til at skærpe opmærksomheden. Den hule rumklang fra kirken var med til at gøre jagten på hjertet mere autentisk og spændende. Undervejs i forestillingen sender de unge også sms'er og e-mails til hinanden - også denne brug af nye medier er et plus. Selv om sms-teksten nok forfattes lige lovlig langsomt, når vi ved, hvor fingernemme de unge i virkeligheden er på tasterne. Der er mange tankevækkende replikker i forestillingen, som dog nogle gange kommer til at svæve lidt i luften. For eksempel har Sigrids mor (Doris Jensen Lindgaard) så travlt med at lægge budget til jul, at datteren blot er irriterende, hver gang hun siger noget. -Mor, hvis du nu oplevede noget særligt, hvem ville du så snakke med, spørger Sigrid for eksempel. Den andens forældre er hele tiden på overarbejde, og en skilsmisse lurer. Som forfatterne skriver i programmet: "Hvad er det, vi har så travlt med at skulle nå? Er disse "ting" vigtigere end snakken med teenagedatteren og den fodboldtossede søn?"  Forestillingen har selvfølgelig en happy-ending. Julemandens hjerte bliver genforenet med julemanden, der får sin energi tilbage. Der kommer endog kulørte lamper og julehjerter ned fra det lave loft over scenen, og der bliver fest - men den kunne nu godt vare noget længere. Nu havde vi ventet så lang tid på julemandens genforening med sit hjerte og så var festen og glæden til sidst bare så kort. Til gengæld er det en fed effekt at slutte af med sjove filmklip fra Helligåndskirken - akkurat som vi kender det fra en DVD med diverse specials. Det faldt i rigtig god jord hos mine to unge medanmeldere. Forestillingen klarer balancen og appellerer til både børn og voksne.

Flensborg Avis, den 01.12.2006

Hjertet

Som kender af Det lille Teater i Flensborg kommer jeg, spændt på at se deres juleforestilling og i det hele taget for at se og fornemme, om der er den samme stemning som i "gamle dage", hvor man jo altid blev hilst venligt på, ved navn, af kasserer Else Fanø og blev anvist plads, hvor der var et lille navneskilt på sædet. Det var jo en ret så personlig velkomst, som mange godt kunne lide. Nu hørte jeg så, at også formanden igennem mange år var gået i velfortjent otium, hvad så? Er der nogen, der kan formidle den gode stemning videre? Kan dem, der overtager, leve op til det gode ry, Det lille Teater har haft i mange år? Jeg skal nok til psykolog med min evige tvivl om andre menneskers formåen! For jeg skal love for at der er kommet andre boller på suppen i Flensborg! Men de har beholdt den gamle stemning; den er endda blevet mere kompakt, mere omsiggribende; man bliver fanget af den! Man sætter sig, venter, instruktøren kommer på, knipser med fingrene, spillet kan begynde: Nu ruller, let og ubesværet, et moderne juleeventyr over scenen med svingende musik i alle stilarter, showdanse, gode sange, den onde selv "Y-Mads" puster folk i nakken, Miss Amerika, Miss Afrika - Europa, Mr. Australien - Asien og julemanden, hvis hjerte er blevet stjålet, og det skal findes igen af Marie, Sigrid og Ole med hjælp af "den Vise". Publikum spiller også med. De er arbejdere i julemandens værksted, folk på gågaden og kunder i butikkerne. Teksten er super, fordi den giver stof til eftertanke, måske ikke hos de helt små, men lad dem roligt se den, for der kommer måske små søm ind i deres hjerner, som de senere kan tygge på. En forfriskende, lidt satirisk måde at se julen på, men ikke usand. Meget vellykket forestilling med aktører i særklasse. De kunne deres kram! De fik hjælp af et filmhold, som gjorde, at de kunne spille scener i Helligåndskirken i Flensborg, og vi så det på stort lærred i baggrunden, det var et stort teater værdigt. I det hele taget var teknikken i top. Både lys, lyd og scenografi gjorde, at det man så var troværdigt, og det er det teater skal være. jertet har i Flensborg gode instruktører, gode skuespillere, gode musikere, gode teknikere, gode tekstforfattere, gode komponister og så for resten, tak for kaffe til familie Dollase, "Hjemmets" gode feer. Tak til Det store Teater i Flensborg.

DATS Sønderjydsk Kreds

Den blinde maler

Det lille Teater i Flensborg prøver kræfter med ny, dansk dramatik. Det er en svær kamp, men ambitionerne er der. Og så er det også skægt at gå i teatret. Der sker ikke noget, hvis man ikke springer ud, hvor man ikke kan bunde. Det lille teater i Flensborg er ude på dybt vand med Nikoline Werdelins forestilling "Den blinde maler", og så gælder det ellers om at komme i land på en hæderlig måde. For det er en meget svær forestilling at spille, så den når publikum med den nødvendige troværdighed. En mand og tre kvinder er på scenen i Hjemmet: Niels-Ole Lindgaard Sørensen som kunstmaleren Søren Sibast, Anja von Oettingen som hans kone, der skrider fra ham, Doris Jensen Sørensen som kunsthistorikeren Helga, der bliver en parantes mellem konen og den unge, kontaktsøgende Joy, spillet af Tanja Kleemann. Hovedpersonen er den feterede maler Søren Sibast, der ikke evner at kunne give sig hen til et andet menneske. Han kan ikke være sammen med nogen og heller ikke være alene. Når han maler, er det billederne, der betyder alt for ham, og alligevel ønsker han at blive elsket betingelsesløst. Det gør det ikke nemt for kvinderne i hans liv. Men også kvinderne hos Nikoline Werdelin må tage deres del af skylden for, at kærligheden ikke lykkes. "De sender mig defekte kvinder, så jeg tror, det er mig, der ikke kan elske. Først en gold, så en grim og så en dum", siger maleren - mens latteren sidder fast i halsen. Alle fire mennesker bikser med deres skæbne. Der er nerve i Det lille Teaters version af stykket. Instruktøren Thorkild Demuth har rokeret grundigt om i Hjemmets teatersal ved at lade malerens dobbeltseng stå midt i salen og rykke den del af publikum op på scenen og ud til sidevæggen. Ind imellem tager aktørerne sig en ledig plads på en af de forreste rækker og sætter sig pladask midt mellem publikum. Det virker godt. Forestillingen har en træg start, hvor figurerne ikke står specielt troværdige, men jo tættere vi kommer på pausen, desto mere intenst bliver stykket og især i anden del kommer vi rigtigt tæt på. Der er et par scener, som skiller sig ud, og det er interessant nok de scener, hvor det bliver alvor, eller en sandhed kommer for dagen. Niels-Ole Lindgaard Sørensen spiller fremragende der, hvor han nedgør Helga og Joy for henholdsvis grimhed og dumhed. Og der er stilhed og intensitet i scenen, hvor kunstkritikeren Helga afslører sin hemmelighed. Det væsentligste ved skuespillet i dette stykke er, at det kommer indefra. Det er ikke altid det lykkes, men teateret skal have ros for denne fornyelse af repertoiret med et stykke nyt dansk dramatik. Med en professionel instruktør, nytænkning og ambitiøse amatører er Det lille Teater på vej ud ad en ny og ukendt vej. Bare fortsæt. 

Flensborg Avis, den 18.02.2006

Dyrene i Hakkebakke Skoven

Man kan godt glæde sig, hvis man har bestilt billet til Det lille Teaters familieforestilling i Hjemmet i Flensborg. Der er kun fire aktører på scenen når "Dyrene i Hakkebakkeskoven" spilles for fuld udblæsning. Men de fire klarer alle de mange roller, og man er særdeles godt underholdt med den friske opsætning og de veloplagte skuespillere. Det lille Teater i Flensborg spiller en fremragende flot udgave af "Dyrene i Hakkebakkeskoven". Forestillingen er fyldt med humor, tempo og skæve indslag. Man er rigtig godt underholdt. Persongalleriet har ofte været så stort, at man undrede sig over, der kunne proppes flere ind på Det lille Teaters ditto lille scene i Hjemmet i Flensborg. Det har være lidt for meget af det gode, for der er ikke megen plads til spræl, når kulisser og aktører konkurrerer med hinanden om pladsen. Sådan kunne det også let være gået med årets familieforestilling "Dyrene i Hakkebakkeskoven", en musical baseret på Thorbjørn Egners klassiker. Her vrimler det jo med skovens skabninger: Klatremus, Krageper, Harepus, elgen, uglen, skovmusen, Peter Pindsvin, bjørnefar og bjørnemor og Mikkel Ræv ikke at forglemme. Og mange flere endda. Men alle disse mange roller varetages af blot fire aktører, der til gengæld er usædvanligt veloplagte og sjove: Alexander von Oettingen, Leif Mikkelsen, Svend Aage Wolff og Claus Ladelund. Allerede med indledningen er der lagt op til humor: de fire skuespillere dukker i en prolog op på scenen med sort baggrund iklædt sorte t-shirts og bukser og i en formation som de fire Dalton-brødre, hvor størrelsen falder som en trappe. På en Mester Jakel-agtig scene med rødt forhæng springer de ud og ind af rollerne og bruger forhænget til et væld af finter og overraskende effekter. Forhænget øger mulighederne for at spille på flere niveauer og skaber samtidig en verden omme bag ved forhænget, som aktørerne forstår at udnytte. Tempoet er højt uden at være hæsblæsende, og her spiller de to musikere Hans Jakob Jessen på klaver og Kevin Fosket på guitar godt med handlingens gang. Og handlingen er jo god nok. Man går af sted som vegetar, for selv skinkespisning er en synd. Som Morten Skovmus siger: "Man kunne have det så godt i skoven, hvis alle var venner, og de store lod de små være i fred". Således er stykket et billede på den virkelige verden. Karl Marx ville have klappet i hænderne over moralen, og den rare Bamsefar bliver et symbol på den alfaderlige figur, der med sine regler indfører et liv uden farer og problemer. Det er en blændende flot forestilling. Man er aldeles godt underholdt i halvanden time. Både børn og voksne kan være med her, og det er en svær kunst at ramme små som store.

Flensborg Avis, den 26.11.2005

Den lille havfrue

I forestillingen digtes der videre på H.C. Andersens poetiske tragedie om den yndige 15årige havfrue ( der på Det lille Teater spilles af Sabrina Kuchenbäcker), der nede fra havkongernes dyb ofrer sit liv for sin besættende kærlighed til en menneskeprins ( Alexander von Oettingen). Prinsen vælger en anden og til sidst ser vi havfruen blive forenet med luftens døtre. Det lille Teaters trup er en god blanding af erfarne kræfter og nye unge aktører. Det gør indtrykket noget ujævnt og man spørger sig, om hvad der kom først på Det lille Teater. Ideen om at skulle opføre et så krævende sangteknisk stykke eller valget af medvirkende? Sværhedsgraden er stor, men sangpotentialet kan ikke rigtigt følge med flere steder. Det bliver lidt for jomfrueligt. Flere af scenerne får dog solide klapsalver med på vejen. Det gælder blandt scenen, hvor prinsens skib går under i lyn, storm og torden. Det giver et ordentligt knald, og det lille tætte rum i Hjemmet fyldes med røg, der skal gøre det ud for tåge (røgen bliver blot siddende i halsen i lang tid). Inger Svane Bruhn er også meget overbevisende som den skrappe dronning. Hun og kongen (Niels Ole Lindgaard Sørensen) får sig et herligt skænderi med prinsen, da de mener, han skal ofre sig for landet og vende den lille havfrue ryggen - rigtigt godt  spillet er det. Balletindslagene er også forfriskende. Nele Virgils er blevet sat til at sætte lidt koreografisk liv i forestillingen. Hun har stået for balletinstruktionen og optræder selv. Kostumerne er hentet ud af et skatkammer. Selve havfruen er forståeligt nok holdt meget enkel i udstyr, og hendes kjole virker godt i det skiftende lys. Der går dog rigtig royal røgelse i den, da Preben Busck-Nielsen kommer ind i rollen som nabokonge. Man keder sig ikke. Men man er også overbærende.

Flensborg Avis, den 21.02.2005

Nattergalen

Det lille Teater i Flensborg viser H.C. Andersens "Nattergalen" baseret på Sebastians musik. Aktørerne synger og fortæller en god historie i smukke kostumer. H.C. Andersen vil i Gert Richters skikkelse til at fortælle eventyr på Det lille Teater i Flensborg. Men han bliver venligt og bestemt gennet til side af skuespillerne. Nu vil de nemlig til. 200-året for H.C.Andersens fødsel skal også fejres i Hjemmet i Flensborg, hvor amatørskuespillerne med jævne mellemrum har hentet stof i Andersens eventyrskat. I år er Nattergalen på programmet som det traditionelle familiestykke omkring jul. Tolv aktører medvirker på den lille scene i Hjemmet i flotte kostumer og med så udtryksfuld en påklædning kan man nøjes med minimalistisk scenografi på den sparsomme plads. Forestillingen på Det lille Teater er en fryd for øjet. Det er ganske enkelt smukt, det der foregår på scenen.

Flensborg Avis, 20.11.2004

Drømmen om Flensborg

Et højt niveau

Dette er absolut en af Det Lille Teaters tungeste opsætninger. De engagerede amatørskuespillere har arbejdet hårdt for at sætte en vitaminrig forestilling op. Der har været både professionel manuskriptforfatter og professionel instruktør på.

Forestillingen har et højt niveau - ud fra den optik, at det ikke er professionelle skuespillere, der står på scenen.

Det er en relevant og interessant forestilling om en - som stykkets titel siger - drøm og om en familieskæbne i grænselandet som symbol på noget større. Der er fint skuespil over hele linjen. »Drømmen om Flensborg« kan varmt anbefales.